Af Peter Loft, Jette Gottlieb, Tina Cartey Hansen, Jan Schneider og Søren Betak

Danmark er verdens bedste land på en række områder. Det synes vi danskere selv. Mange områder kan fremhæves. Skatteområdet kan dog ikke regnes for et stolt foregangsområde, som andre lande kan lade sig inspirere af.

Selv om mange danskere, bl.a. os selv, stadig betaler deres skat med glæde, og endnu flere siger, at de gør det, så er det et maltrakteret system, og et eksempel på hvor grusomt galt det kan gå, når et samfund baseret på tillid bliver administreret gradvist ringere og ringere, indtil der opstår deciderede kløfter mellem staten og borgerne.

Faresignalerne på et system i opløsning er efterhånden meget tydelige, og vi vil derfor appellere til, at dette samfundsproblem debatteres åbent og seriøst, så der kan skabes forbedringer. Vi har bevæget os forbi det punkt, hvor problemerne kan anskues som vitser, hvor vi alle sammen ryster let på hovedet over udsendelse af breve om småbeløb, som det er dyrere end gælden at inddrage. Det er heller ikke længere muligt at bagatellisere skatteproblemerne på inddrivelsesområdet ved at henvise til, at de drejer som om ganske få personer, når disse bliver presset ud i tovene af et nådesløst system, der hverken indgår i dialog eller overholder domstolenes afgørelser. Søren Betak, der er en af afsenderne af dette debatindlæg, er et levende eksempel på dette, da han i 2014 modtog en forvandlingsdom på en skattegæld på cirka tre millioner kroner, men i stedet for at efterleve dommen fortsatte Skat med at lægge renter og gebyrer på gælden, så den nu er på 15 millioner kroner og uhåndterbar.

Der findes reelt ikke uafhængige klageinstanser eller ankefunktioner, som varetager andet end Skats egne interesser, og praksis viser, at domstolene ikke giver skatteborgerne medhold, da de ikke besidder den nødvendige kompetence.

Men vi har jo også en ombudsmandsinstitution, som vel ville gøre noget, hvis problemet var så stort, som vi her beskriver det. Ja, det kunne man måske tro, og hvor den institution er blevet af, er lidt af en gåde.

Gældsinddrivelsen er et skrækeksempel på, hvordan systemet tryner borgere efter forgodtbefindende. Sådan har det været i en del år, og det bliver hele tiden værre og værre.

Men nu skal udviklingen vendes, for området styres efter et omvendt retsprincip, der går ud på, at ingen skattegæld må forblive uinddrevet, om så der ryger uskyldige med i svinget. Dette dogme påvirker selvsagt arbejdskulturen og den daglige praksis med selvretfærdige inkassatorer, som mener at arbejde for the common good, fordi alle skal betale deres skat, hvilket er forudsætningen for at finansiere verdens bedste land – forstået på den måde, at man skal betale det Skat siger, selv om de ikke er i stand til at dokumentere deres krav. Sådan er det bare, fordi vi siger det. At det kan afføde en usund og hårdkogt arbejdskultur, er en naturlig følgevirkning.

Et almindeligt sundt retsprincip – også i forhold til skat – ville i stedet være, at ingen uskyldig må blive dømt.

Dem der vælger at bagatellisere problemet med den horrible gældsinddrivelse, har sådan set kun ét argument for ikke at gribe ind, nemlig at det ikke rammer særligt mange borgere, så det derfor kan falde på en væsentlighedsvægt. Altså at der er meget andet her i samfundet, der er vigtigere at gøre noget ved. Denne holdning opleves også i mediebilledet, hvor der er en udpræget berøringsangst bortset fra om de emner, der befinder sig i vits-sfæren, hvor ingen kommer noget videre til skade.

Og dog … måske er medierne og derefter politikerne ved at gøre klar til at gøre skatteområdet til et mere væsentligt emne, nemlig på grund af de indlysende og meget udbredte tåbeligheder omkring ejendomsvurderinger og ejendomsskat. For her er det meget vanskeligt at bagatellisere omfanget, når det er så stort et antal vurderinger, der er helt i skoven, herunder den aparte sag med rækkehusejerne, der pålægges at betale ejendomsskat for hele rækken – samtidig med at den ansvarlige skatteminister på live tv frejdigt forsikrer nationen om, at denne praksis følger reglerne snorlige.

For hvis det er efter reglerne, betyder det jo, at der er noget helt galt med reglerne. Man kan ikke længere trøste sig med, at problemerne i Skat er midlertidige og perifere. Vi stiller derfor med fire konkrete forslag, som vil kunne bidrage til forbedringer, da det er simpelthen blevet mere tydeligt, at systemet ikke fungerer, som det bør, og som de fleste forventede, at det ville fungere.

Systemfejlene påvirker således ikke længere et fåtal, men mange danskere.

Der er ganske enkelt ikke længere nogen tvivl om, at Skat er i stykker og bør repareres, inden systemets praksis forvolder endnu mere skade ved at brede sig til andre myndighedsområder. For så vil vi skulle i gang med at vinke farvel til det tillidsbaserede danske velfærdssamfund med institutioner, som den store majoritet nærer tillid til.

Problemerne i Skat bør prioriteres højere, end de bliver nu. Meget højere. Vi har her fire konkrete forslag, som kan indgå i den debat, som enhver politiker og engageret samfundsborger burde kaste sig aktivt og konstruktivt ind i frem for at feje problemerne ind under gulvtæppet. Vi må kunne gøre det meget bedre, skat.

1. Skabe en klageinstans som er uafhængig af Skat
2. Revitalisere ombudsmandsfunktionen
3. Benytte de uafhængige kommunerådgivere til at varetage borgernes problemer med Skat
4. Sørge for at Skat yder kompensation til de borgere, der er behandlet uretmæssigt

Peter Loft er tidligere departementschef i Skatteministeriet og folketingskandidat for Liberal Alliance, Jette Gottlieb er forhenværende folketingsmedlem for Enhedslisten, Tina Cartey Hansen er medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre for Konservative og folketingskandidat, Jan Schneider er advokat (H) i Advokatfirmaet Jan Schneider med speciale i Skat og Søren Betak er formand for foreningen Skatteborger i Danmark.